Den svenske nationalbank "Riksbanken" foreslår afgift på pengeautomatudbetalinger

18-06-2010 22:59:33

Den svenske vicedirektør i Riksbanken Lars Nyberg har i en netop offentliggjort tale slået til lyd for at pålægge pengeautomatudbetalinger et væsentligt gebyr for at øge anvendelsen af betalingskort, der ifølge Riksbankens analyser er 35% billigere i anvendelse.

Rigsbanken mener direkte, at sådan et gebyr på kontantudtræk fra pengeautomaterne kunne ?få betydelig effekt på forbrugernes valg mellem kortbetalinger og kontanter?.

Omkostningerne ved kontanthåndteringen stiger tilmed hurtigt, idet sikkerheden omkring værditransporter konstant skærpes, og dette kræver øgede personaleomkostninger og investeringer i udstyr.

Riksbanken foreslår afslutningsvis at gebyrerne fra kontantautomaterne burde gå til at sænke butikkernes afgifter for at modtage kort.

Det bør i den forbindelse bemærkes, at de svenske butikker sædvanligvis betaler op mod 3% for at modtage betalingskort  -  et noget højere gebyr end butikkerne gennemsnitligt betaler i Danmark p.g.a. de lave Dankort-gebyrer.

Tilmed har mange svenske bankkunder i årevis været vant til at det kan koste op til 25,- sv. kr. at hæve kontanter fra en bankbog i en svensk bankfilial.

Hele vicedirektør Lars Nybergs tale kan ses her:

http://www.riksbank.se/pagefolders/35294/080528.pdf